Fra bogen “101 kunstnere – 2010”

— O —

Fra bogen “101 kunstnere – 2010”

Af Tom Jørgensen

Pernille Bejers kunst handler i meget høj grad om spor. I bogstavelig forstand er det sporet efter penslen, spartlen eller radernålen, når der trækkes, rives eller tegnes hen over lærred og plade.
I overført betydning bearbejder hun ofte sporet som motiv. Sporene i sandet, når vandet trækker sig tilbage, sporene efter en storm, dyrs spor, vækstens spor, spor efter mikrokosmiske tildragelser og makrokosmiske bevægelser.

Man kunne måske forvente, at et så dramatisk udtryk og indhold ville give sig udslag i voldsomt romantiske billeder med en fejende alt-eller-intet attitude.
Intet kunne imidlertid ligge Pernille Bejer mere fjernt. Hendes billedverden, hvad enten det drejer sig om maleri eller grafik, er et studium i diskretion. I manglende selvhævdelse og store armbevægelser. Hverken fordi hun savner ambitioner eller noget at have på hjertet, men fordi hendes temperament er sådan.

Alt dette giver sig udslag i farven. Pernille Bejer foretrækker en begrænset palet med en enkelt sort/hvid-modsætning eller en skala i jordfarver, hyppigt kontrasteret af en stærkt lysende rød, der så til gengæld virker næsten chokerende livfuld. Man skal imidlertid ikke kigge længe på hendes billeder for at opdage, at der lurer voldsomme kræfter under den tilsyneladende stille
overflade. I raderingerne antager de hurtigt ridsede streger, markerende siv eller vand, et eget eksplosivt liv på den rolige hvide baggrund. Som lyn fra en klar himmel skærer de sig igennem billedrummet, og man behøves ikke at være specielt troende for at drage en sammenligning mellem skabelsesberetninger fra verdens store religioner. Lys mødes med mørke i et dramatisk favntag, former bliver til, forsvinder for atter at genopstå i en evig cyklus. Det er den store natur, der kværner i årstidernes skiften, i vekselvirkningen mellem ebbe og flod, mellem lys og skygge og mellem vækst og forfald.

Set i dette perspektiv bliver Pernille Bejers billeder næsten ekstatiske. De viser sporene efter det liv, der udfolder sig foran vores undrende øjne.

Konstant og evigt i bevægelse. Det kan være, den diskrete farveholdning og de tilsyneladende upræntiøse motiver skjuler det, men Pernille Bejers kunst er vidne om den natur, vi på trods af vores højteknologiske civilisation stadig er en del af. Hendes billeder emmer af oplevet erfaring og begejstring og man behøves ikke, som kunstneren, at leve tæt på marsken, for at værdsætte det. Sporene efter naturprocesserne er lige gyldige, hvad enten man bor ved Vesterhavet eller i København, i Skandinavien
eller i Sydeuropa.

Pernille Bejers billeder er nogle, der vinder, jo længere, man kigger på dem. I starten virker de en smule undselige, men ved nærmere eftersyn bliver man klar over, hvor dynamiske og indlevende, de er. De røber en stærk iagttagelsesevne, en fin intuition og en fast vilje til at få synsindtrykkene kogt ned, så deres tilsyneladende diskretion bliver til en stor styrke. Noget som kun en dygtig kunstner magter.

Pernille Bejer

Grafiker

Fra bogen “101 kunstnere – 2010”

Fra bogen “101 kunstnere – 2010”

Kommentarer

Fra bogen “101 kunstnere – 2010” — Ingen kommentarer

Skriv et svar Annuller svar